|
POPPÆAS KRONING by CLAUDIO MONTEVERDI (1643)
Seneca om selvmordet Af Senecas 70. brev til Lucilius Dersom døden på den ene måde er forbundet med pinsler, medens den på den anden måde er simpel og let, hvorfor skulle man så ikke gribe den sidstnævnte? Ligesom jeg, hvis jeg skal ud på en sørejse, vil udvælge mig skibet, eller, hvis jeg skal søge en bolig, vil udvælge mig huset, således vil jeg også vælge mig min dødsmåde, hvis jeg skal gå ud af livet. Desuden kommer hertil, at, medens et længere liv ikke ubetinget er bedre, er en langvarigere død ubetinget værre. Der er ingenting, hvori vi mere bør rette os efter vor sjæls lyst end med hensyn til døden: lad den gå ud af os ad den vej, som den har fået lyst og drift til; hvad enten den begærer at bruge sværdet eller strikken eller en eller anden drik, som fylder og lammer årerne, lad den gå sin gang og sønderbryde trældommens lænker. For sit liv bør man også søge andre menneskers billigelse og bifald, for sin død derimod kun sit eget; bedst er den død, der behager en selv. Tåbeligt er det at gøre sig tanker som disse: ”En og anden vil sige, at jeg ikke har handlet med det tilbørlige mod, en og anden, at jeg har handlet alt for ubesindigt, en og anden, at den eller den måde at dø på havde vist mere sjælsstyrke.” Tænk dog på, at den beslutning, det her gælder om at tage, er noget, om hvilket det er ganske ligegyldigt hvad folk mener; det eneste, du skal have for øje, er dette, at du så hurtigt som muligt kan rive dig ud af Lykkens vold: ellers vil der nok komme folk, der vil dømme ilde om din handling. Du vil nemlig også blandt dem, der har gjort visdommen og filosofien til deres lærefag, finde nogle, som erklærer, at man ikke bør gøre voldelig ende på sit liv, og anser det for en synd at blive sin egen drabsmand; man skal, siger de, afvente den udgang på livet, som naturen har bestemt. Den, som siger dette, ser ikke, at han spærrer vejen til friheden. Intet har universets evige love ordnet bedre end dette, at den kun har givet os én indgang til livet, men mange udgange derfra. Skulle jeg vente enten på en sygdoms eller et menneskes grusomhed, når jeg har mulighed for at bane mig udgang midt imellem pinslerne og med magt frigøre mig for al modgangs plager? Den eneste grund, der gør, at vi ikke kan klage over livet, er dette, at det ikke holder nogen fast. Heldigvis er vi mennesker stillede således, at ingen er ulykkelig uden ved sin egen skyld. Behager livet dig? Så lev! Behager det dig ikke? Så har du frit lov til at vende tilbage did hen, hvorfra du er kommen. For at skaffe dig lindring for smerter i hovedet har du mangen en gang ladet dig årelade; for at få sit legeme gjort tyndere lader man slå hul på en åre. Det er slet ikke nødvendigt at kløve brystet med et vældigt gabende sår; med en ganske lille kniv åbner man sig vejen til hin store frihed, og sikkerhed og tryghed koster kun et lille stik. Hvad er det da, der gør os træge og feje? Det er dette, at ingen af os tænker på, at man engang skal gå ud af denne bopæl, man har; på samme måde holder også en vis godhed for stedet og indgroet vane gamle lejere fast i huset, hvor de bor til leje, endogså om de må lide overlast og ubehageligheder derved. Vil du være frit stillet over for dette legeme, så bebo det med den tanke, at du engang skal flytte derfra; stil dig for øje, at du engang må give afkald på selskabet med det: så vil du være modigere, når den nødvendighed indtræder, at du skal forlade det. Men hvorledes skal vel de, der er opfyldte af alskens begærlighed uden grænse, komme til at tænke på deres livsafslutning? Og dog er der ingenting, som det er så nødvendigt at forberede sig til som til denne; thi til andre ting indøver man sig måske ganske overflødigt. Ens sind er forberedt til at stå imod fattigdom; og så har man stadig beholdt sin rigdom. Vi har væbnet os til at ringeagte smerte; og så har vi haft den lykke at bevare et uskadt og sundt legeme, så at der aldrig er bleven afkrævet os en prøve på denne dyd. Vi har foreskrevet os selv, at vi med kækhed skulle udholde savnet af kære, som vi havde mistet; og så har Lykken ladet alle dem, som vi elskede, overleve os. Men døden er den eneste ting, som en dag, der sikkert vil komme, vil kræve at vi skal have indøvet os til. […] Det er stridende mod al ret at leve ved rov, men at dø ved rov er derimod det skønneste af alt. Oversat af M. Cl. Gertz (Kbh. 1927).
|
|
info [at] earlyopera.org |
