TIDSLINJE

1

Seneca fødes.                                                                                                                                

30

Poppæa fødes.

32

Otho fødes.

37

Nero fødes som søn af Agrippina og Domitius, der dør tre år senere.

39

Lucanus og Octavia fødes, sidstnævnte som ældste barn af Messalina og Claudius, der efterfølger Caligula som kejser to år senere.

48

Claudius lader Messalina henrette som straf for hendes bigamiske ægteskab med en senator.

49

Claudius ægter sin niece Agrippina, der udpeger Seneca som lærer for Nero. Seneca skriver dialogen De brevitate vitæ (Om livets korthed).

50

Claudius adopterer Nero og udpeger ham som sin efterfølger, idet han forbigår Britannicus, sin egen søn med Messalina, da denne er yngre end Nero.

53

Nero ægter Octavia for at styrke båndene til kejseren.

54

Claudius dør, formentlig forgivet af Agrippina, og efterfølges på tronen af Nero. Seneca fungerer nu som en af dennes primære rådgivere og bliver snart en af rigets mest magtfulde og velhavende mænd.

55

Britannicus dør pludseligt, sandsynligvis forgivet af Nero. Agrippinas position ved hoffet bliver usikker efter en række uoverensstemmelser med hendes søn. Seneca skriver dialogen De constantia sapientis (Om vismandens standhaftighed).

56

Seneca dedikerer skriftet De clementia (Om mildheden) til Nero. Cornelius Tacitus fødes.

58

Romerriget indleder en krig med Partherriget om herredømmet over den oprørske provins Armenien. Nero er hurtigt blevet træt af Octavia, ifølge Tacitus fordi hendes aristokratiske og dydige temperament ikke passer ham. Desuden er hun tilsyneladende ikke fødedygtig. Han indleder et forhold til Poppæa, som ifølge Tacitus har giftet sig med hans ven Otho for at få adgang til hoffet. Seneca skriver dialogen De vita beata (Om det lykkelige liv).

59

Nero lader sin mor henrette, ifølge Tacitus på Poppæas foranledning, fordi hun har modsat sig dennes bryllup med Nero, men nok snarere fordi Seneca og/eller andre hoffolk har set en fordel i at få hende fjernet og har bildt Nero ind, at hun forsøgte at myrde ham. Poppæa lader sig skille fra Otho, der sendes som statholder til provinsen Lusitanien på den iberiske halvø.

60

Nero fejrer sit femårsregeringsjubilæum med en stor lyrikfestival, hvor han selv optræder som sanger. Lucanus, Senecas nevø og Neros ven, modtager en præmie for at synge kejserens pris.

61

Lucanus påbegynder sit store – antikejserlige – epos De bello civili vel Pharsaliæ (Om borgerkrigen eller Pharsalia), som indledes med en smigrende dedikation til Nero.

62

Seneca, som anklages for underslæb, beder Nero om lov til at trække sig fra det politiske liv, og i de følgende år hengiver han sig til litterære sysler på sine landsteder. Her skriver han dialogen De Otio (Om lediggangen); det vides ikke, hvornår han skriver sine ti tragedier, der blev flittigt læst i 1500- og 1600-tallet. Da Poppæa bliver gravid med Nero, forstøder han Octavia med henvisning til hendes ufrugtbarhed og forviser hende til øen Pandateria (i dag Ventotene) ud for Campania. Tolv dage senere krones Poppæa som kejserinde. Efter offentlige protester, hvor Roms borgere kræver, at Octavia vender tilbage, anklager Nero hende for utroskab og lader hende henrette ved at beordre hendes blodårer åbnet.

63

Krigen med Partherriget afsluttes med, at Armenien bliver en romersk klientstat styret af en parthisk konge, hvilket af mange romere ses som et nederlag for Nero. Poppæa føder datteren Claudia, der dør efter tre måneder. Både Poppæa og datteren gives ærestitlen Augusta. Seneca skriver dialogen De tranquillitate animi (Om sjælsroen).

64

Rom brænder, og Nero gør sig i de følgende år upopulær hos overklassen ved i vidt omfang at lade senator- og ridderstanden betale for genopbygningen. Seneca skriver dialogen De providentia (Om forsynet) og de 124 Epistulæ morales ad Lucilium (Moralske breve til Lucilius), hvor han bl.a. hylder selvmordet som en stoisk dyd.

65

Senatet klager over ikke længere at have nogen indflydelse, og et stort komplot mod Nero planlægges. Planerne afsløres dog, og deltagerne dømmes til døden. Seneca, som indrømmer at have diskuteret oprøret med de sammensvorne, tvinges til at begå selvmord på sit landsted fire mil uden for Rom. Han modtager dødsdommen af en centurion under tribunen Silvanus af Prætorianergarden (den kejserlige livvagt), mens han spiser middag med to venner og sin hustru, Paulina. Tacitus fortæller, at Seneca, efter at have talt opmuntrende til dem, åbner sine årer og lægger sig i et varmt bad. Også Paulina forsøger at tage sit liv, men det forhindres på Neros ordre, og hun overlever. Blandt de øvrige sammensvorne, som dømmes til døden, er selv samme Silvanus og Lucanus, som ifølge Tacitus har deltaget, fordi Nero er blevet jaloux på hans digterevner og har forbudt ham at offentliggøre sine værker. Poppæa dør, ifølge Tacitus fordi Nero sparker sin gravide hustru i maven under et raserianfald, men nok i virkeligheden pga. komplikationer i forbindelse med abortering eller fødsel. Nero sørger dybt over sin hustru, som han lader ophøje til gudinde.

68

Nero begår selvmord efter at være blevet afsat ved et stort oprør, der bl.a. støttes af Prætorianergarden og af Galba og Otho, statholdere på den iberiske halvø. Neros død markerer slutningen på det Julisk-Claudiske dynasti.

69

Oprøret mod Nero udvikler sig til en borgerkrig i det såkaldte Firekejserår. Efter at have væltet og dræbt den upopulære Galba, der i syv måneder har efterfulgt Nero, regerer Otho som kejser i godt tre måneder, før han selv væltes af Vitellius, hærføreren i Nedre Germanien, og vælger at begå selvmord. Vitellius regerer selv kun i fem måneder, før han abdicerer og henrettes af hærføreren i Judæa, Vespasian, der bliver den første kejser af det Flaviske dynasti. Tragedien Octavia (digter ukendt, men i 1600-tallet fejlagtigt tilskrevet Seneca), som handler om Octavia, Nero, Poppæa og Seneca og menes at være skrevet i de efterfølgende år, etablerer den traditionelle skildring af Octavia som en klassisk tragisk skikkelse.

117

Cornelius Tacitus dør og efterlader formentlig sit værk Annales eller Ab excessu divi Augusti (Årbøgerne eller Efter den guddommelige Augustus’ bortgang) uafsluttet. Værket består af mindst 16 bøger, hvoraf 7.-10. bog er gået tabt. 13.-16. bog omhandler Neros regeringstid og er en af de vigtigste kilder til denne periode i romersk historie. Hans skildring er karakteriseret ved en svidende kritik af Nero og Poppæa, mens henrettelserne af Octavia og Seneca fremstilles som billeder på krænket stoisk dyd.